Groet godt fast i Jebjerg
– Vi bliver mere og mere glade for at bo her i byen. Jebjerg er en fin by i forhold til det behov, jeg havde dengang, siger Morten Lyse Pedersen.
I 2004 købte han og hans daværende kæreste et hus på Søndervænget. Det er tilfældigt, at det blev et hus i Jebjerg.
– Vi søgte efter hus i Salling, og fik et godt øje til et hus i Balling, men da jeg var klar til at købe, så var det solgt, siger Morten.
Huset på Søndervænget 36 havde stået tomt i mere end et år. Haven var tilgroet, og det trængte til en del vedligehold.
– Jeg kunne ikke blive enig med ejendomsmægleren om prisen og takkede nej tak. Men kort efter ringede han mig op – og vi fandt en pris, der passede begge parter, forklarer Morten om købet, der i dag danner ramme om en familie med far, mor, to børn og hunden Fie.
I 2009 flyttede en nyforelsket Christina Gabel fra Esbjerg til Søndervænget 36 i Jebjerg.
– Vi havde talt om, om vi skulle bo i Jebjerg eller i Esbjerg. På det tidspunkt var det mest oplagt, at jeg flyttede hertil. Jeg var 19 år – og skulle i gang med at tage en uddannelse. Morten var 27 år og etableret med et godt job, forklarer Christina. I Esbjerg var hun vant til, at alt lå i cykle-afstand. Christina faldt dog hurtigt til i det lille landsbysamfund.
På skole i Skive læste hun til social- og sundhedsassistent. I dag arbejder Christina på et socialpsykiatrisk bosted i Støvring. Det er en lang køretur, men døgnvagter gør, at hun ikke skal afsted mere end otte dage i måneden.
Morten arbejder som industrielektriker hos Steen K. Pedersen i Skive. På trods af en travl hverdag med arbejde og to små børn, så finder de begge to tid til at videreuddanne sig til henholdsvis elevator-montør og vejleder.
Parrets to børn, Vigga på 1½ og Valdemar på 5 år, går i henholdsvis dagpleje og børnehave. Her møder de mange børn, og der opstår hele tiden nye venskaber.
– Oprindeligt var det huset, der gav os et tilhørsforhold til byen. Men efterhånden er det også de personer, som bor her i byen, vi føler os knyttet til. Vi er helt vildt glade for det nu. Det er også noget, der er kommet i takt med, at børnene skaber relationer, forklarer Morten.
Godt gang i en lille by
Der sker meget i Jebjerg. Byens og områdets foreninger laver mange aktiviteter – og der er oftest stor opbakning fra borgerne.
– Jeg havde ikke troet, at der var så meget gang i sådan en lille by, siger Christina, som fornyeligt var medvirkende til, at Morten fik større del i foreningslivet.
– Jeg blev spurgt, om jeg troede, at det var noget for Morten at komme med i foreningen Jebjerg Bypark Koncert – og til det, svarede jeg: ”Ja, det tror jeg, det er”, siger Christina med et smil. Sådan – og selvfølgelig med at ja fra Morten, så blev han formand for koncertforeningen.
Musik er netop én af Mortens fritidsinteresser. Han spiller guitar og synger i dansebandet Musix, der har base i Viborg.
– Musix har spillet i Jebjerg til arrangementet Fyraftensmusik, der er resultatet af et samarbejde mellem Byfesten og Jebjerg Sport & Event Center. Vi har også spillet til en af koncerterne i byparken, forklarer Morten.
I de weekender, hvor Morten er ude at spille, sker det for øvrigt gerne, at Christina og børnene tager sig god tid til at besøge familien i Esbjerg.
I Jebjerg danner Morten sammen med en kammerat lejlighedsorkesteret Classic. Duoen har blandt andet givet en koncert i kirken. Derudover har Morten flere gange lavet lyd til Fyraftensmusik i Jebjerg Sport og Event Center samt en enkelt gang for MidtVest Amatørteaterforening. Han har derfor en god fornemmelse af, hvad der skal til for at lave en koncert, samtidigt med at han jo har en naturlig interesse for musik – og et godt indblik i branchen.
– Jeg glæder mig til at få lov til at være med til at sætte mit præg på en enkelt dag om året i Jebjerg. Jeg er glad og stolt over, at det lykkes os i Jebjerg at lave noget, som har et godt niveau – og som folk har lyst til at komme til og bakke op om, siger han om den populære Jebjerg Bypark Koncert.
De mange institutioner og foreninger i Jebjerg og omegn trækker på mange frivillige kræfter. Flere af foreningerne laver en del arrangementer, hvor overskuddet går til aktiviteter eller til støtte af almene formål som eksempelvis en legeplads.
– I gamle dage var det ”bare” hallen. I dag er Jebjerg Sport & Event Center en motor for rigtig mange aktiviteter. For eksempel kan Fyraftensmusik trække 200 gæster Det er mange i en by, hvor der er omkring 400 husstande. Ja, det er faktisk ret flot, siger Morten om sammenholdet i landsbysamfundet. Et sammenhold, som han og hans familie nu også tager del i og har stor glæde af.
– Jeg er nok lidt forsinket i forhold til, at jeg har boet her så længe. I de første mange år var min egen indsats, for at komme til at kende nogen, ikke så stor. Jeg kørte på arbejde om morgenen og kom hjem om aftenen, siger Morten.
Også Christina fremhæver landsbysamfundet som en ressource og styrke i forhold til familiens trivsel. Både hun og Morten kan konkludere, at de om nogen er groet noget fast i Jebjerg.